Søren Gyldendal Prisen 2019 går til forfatteren Kim Leine
Dato: 30. april 2019Tirsdag 7. maj 2019 får forfatteren Kim Leine overrakt Søren Gyldendal Prisen 2019.
Juryen motiverer valget bl.a. således:
”Prisen går til Kim Leine for hans stort anlagte, kulsorte, humoristiske og viltre forfatterskab, der bl.a. tæller erindringsromanen Kalak, de historiske romaner om Grønland og Danmark i 1700-tallet, Profeterne i Evighedsfjorden og Rød mand/Sort mand, og krigsromanen Afgrunden om det 20. århundredes dæmoner. Med en vrimlende rigdom som 1800-tallets monstrøse romaner blander han uden skelen til den gode smag alle genrer fra krimi til brevroman, fra glasklar prosa til snørklet tungetale for at fortælle om mennesket i al dets skønhed og grimhed, om volden, misbruget, fortvivlelsen, kærligheden, døden - og den sjældne nåde.”
Prisen overrækkes under et litterært topmøde tirsdag 7. maj kl. 16 på Gyldendal, hvor Kim Leine er i samtale med den norske forfatter Lars Saabye Christensen.
Søren Gyldendal Prisen uddeles i forbindelse med Søren Gyldendals fødselsdag. Den blev første gang overrakt i 1958 og var da på 10.000 kr. Nu er den på 250.000 kr. Søren Gyldendal (1742-1802) grundlagde forlaget i 1770.